Dette er en firkantet historie af Louis Jensen. Dem har vi vel alle læst i løbet af vores skoletid. Den handler om et land hvor alle har kunstige næser på. Næserne er meget fine og er pyntet med mange fine ting. Menneskerne må kun tage deres næser af om natten og når der er helt mørkt.
Umiddelbart giver Louis Jensens historier ikke mening, hvis man skal have et budskab frem, og bruge dem til noget. Man skal læse anderledes end man læser så mange andre små historier. Man skal nemlig bytte ting ud, forstå meningen med nogle udtryk og forstå sammenhængen af de sjove historier. Ja, man skal tolke. Hvis jeg skal tolke på denne historie vil jeg starte med at bytte landet ud med en mand. Ikke fordi det ikke kunne være et land, men fordi historien bliver nemmere at forstå.
Den kunstige næse står for at være falsk. Menneskerne i landet har alle en kunstig næse på, dvs. det har alle en falsk facade på. Diamanterne, guldstøvet osv osv, står for at personen som er falsk pynter mere og mere på det, og til sidst kan man slet ikke se at der er en anden næse inde bagved, altså en anden person. Personen må kun tage næsen af om natten og når der er helt mørkt. Det vil sige at kun om natten og når personen er alene kan den være sig selv. Dette var en psykologisk tolkning.
Hvis man skal adaptere tolkningen til en moderne film, kunne det blive et klassisk eksempel på en teenage film. Hoved personen kunne være en falsk pige på de 15-16år, som stræbede efter at blive populær og derfor blev mere og mere falsk. Faktisk noget af en film man kunne få ud af sådan en lille historie!
Til sidst ville personen måske endda blive så meget en anden at den slet ikke ville kunne være sig selv nogensinde. Det ville være en videredigtning, nemlig en fænomenologisk tolkning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar